Indholdsfortegnelse
- Billån – et lån til både nye og brugte biler
- Hvor finder jeg et billån?
- Det skal du være opmærksom på, inden du ansøger om et billån
- Hvordan vælger jeg den bedste løbetid for billån?
- Hvad er et godt billån?
- Skal jeg lægge et budget til et billån?
- Hvordan finansierer jeg et billån?
- Moneezy's eksperter anbefaler
Billån – et lån til både nye og brugte biler
Et billån er et lån til at købe en bil for. Du kan låne penge direkte hos bilforhandleren, i banken eller online. Hvor du låner pengene kommer både an på din økonomiske situation, samt hvor gammel bilen er. Dertil skal du også overveje lånets løbetid samtidig med, at du skal være opmærksom på eventuelle fælder eller ulemper, du skal undgå i processen.
Derfor får du her en grundig gennemgang af billånet, så du ved, hvilke ting du skal have styr på, når du leder efter dit kommende billån.
Du kan ansøge om et billån på tre forskellige måder; via bilforhandleren, i banken eller online.
Du vælger lånets løbetid med udgangspunkt i din økonomi samt det antal kilometer, du forventer at køre i bilen om året.
Du kan både ansøge om et billån med og uden udbetaling, alt efter hvor ny bilen er, og hvordan din økonomi ser ud.
Hvor finder jeg et billån?
Du kan optage billån tre forskellige steder:
Hos forhandleren
I banken
Online
I dag tilbyder de fleste bilforhandlere finansiering af både nye og brugte biler. Mange bilforhandlere kræver dog, at du har en god kreditvurdering, hvorfor et lån direkte hos dem ikke er en mulighed for alle. Bliver du godkendt, og har du undersøgt, at du kan betale omkostningerne for lånet, kan det være en god idé at låne pengene ved forhandleren.
Hos forhandleren skal du typisk betale 20% af bilens værdi i udbetaling.
Er du mere tryg ved at låne til din nye bil i banken, er det også en mulighed. Dog er det ikke altid den hurtigste låneproces, da der kan være lang ventetid. Derudover kræver det også, at du i bankens øjne har en god kreditvurdering. Den baseres på, hvordan din økonomiske situation er lige nu med henblik på dine indtægter, udgifter, tidligere lånehistorik og eventuel misligholdt gæld. Har du en god kreditvurdering, vil banken ofte godkende dit lån til en mere fordelagtig rente.
Læs mere om, hvordan du får en god kreditvurdering
Der kan være en fordel i at låne penge til en bil i banken, hvis du samtidig er husejer. Her har du nemlig mulighed for at bruge din friværdi i boligen til at finansiere din nye bil, og du vil kunne låne til en lavere rente.
Til sidst er det værd at nævne online billån. Det er en af de hurtigste finansieringsmetoder på lånemarkedet, da det er et lån uden sikkerhed. Derudover er kravene til dig som låntager ikke lige så høje, som de er ved banklån og lån hos bilforhandleren. Dog er prisen for billånet ofte højere, da udbyderen ikke har samme sikkerhed i, at du tilbagebetaler pengene.
Et billån har ofte en løbetid på max 10 år efter bilens produktionsår. Vil du i 2023 derfor gerne ansøge om et billån for at købe en bil, der er produceret i 2018, kan du maksimalt vælge en løbetid på 5 år. Er bilen ældre end 10 år, kan du ikke ansøge om et billån via forhandleren eller banken, og du skal derfor ansøge om billånet via et online forbrugslån. Det er den type lån, du finder på Moneezys sammenligningstjeneste.
Det skal du være opmærksom på, inden du ansøger om et billån
Undersøg dine muligheder
Dem, der ikke tjekker deres muligheder, får sjældent fingrene i det bedste lån. Der er nemlig mange penge at spare, hvis blot du laver forarbejdet forud for lånet. Ha' styr på bilens produktionsår, prisen på bilen, om du kan købe den med eller uden udbetaling, hvilken løbetid du vil ansøge om osv. Har du styr på basisoplysningerne, er det lettere for dig at navigere i billånemarkedet.
Sammenlign billån gennem ÅOP
ÅOP’en er nøglen til at finde det rigtige billån. Det står for "Årlige Omkostninger i Procent" og indeholder alle omkostninger, der er forbundet med lånet. ÅOP'en giver dig derfor det bedste overblik over, hvad det billigste billån er.
Fast eller variabel rente
Du kan vælge billån med enten fast eller variabel rente, og der er fordele og ulemper ved begge. Den faste rente er dyrere om måneden lige nu og her, men giver til gengæld budgetsikkerhed i hele din låneperiode. Med en variabel rente kan du i stedet udnytte det, hvis der er et lavt renteniveau i dag – til gengæld er der ingen, der ved, hvilke rentestigninger der kan påvirke din rente.
Indfrielse af billån
De fleste indfrier deres billån før tid. Det kan der være flere grunde til, men ofte er det fordi, de har behov for eller blot ønsker en ny bil. Når du vil indfri dit billån, skal du dog være opmærksom på, at du altid skal betale de etableringsomkostninger, der er en del af restgælden. Til gengæld sparer du de fremtidige renter, hvis du opsiger lånet før tid. Derfor er det en god idé, at du undersøger, hvilke omkostninger der er forbundet med opsigelsen.
14 dages fortrydelsesret
Har du valgt at optage dit billån hos en bilforhandler, eller har du tænkt dig at gøre det? I så fald er det relevant for dig at vide, at der i langt de fleste tilfælde er 14 dages fortrydelsesret på finansieringsaftalen. Du skal dog være opmærksom på den slutseddel, du skriver under på – for når den er underskrevet, falder hammeren, og du er bundet til købet.
Hvordan vælger jeg den bedste løbetid for billån?
Bilens løbetid afhænger af, hvor gammel bilen er. Oftest kan du vælge en løbetid mellem 1-10 år med udgangspunkt i bilens produktionsår. Er bilen af ældre dato, har du derfor kortere tid til at betale lånet tilbage – men der skulle prisen på bilen også gerne være lavere end en spritny bil.
Du vælger lånets løbetid med udgangspunkt i din økonomi samt det antal kilometer, du forventer at køre i bilen om året. Desto flere kilometer, desto hurtigere slider du på bilen, og desto oftere kan behovet for at købe en ny bil opstå. Vælger du en løbetid på dit billån på 10 år, men skifter du allerede bilen efter 5, står du med en periode på 5 år, hvor du både skal betale af på din gamle bil samt betale af på et eventuelt nyt billån. Derfor er det vigtigt, at du både tager stilling til dit bilforbrug og din økonomi, før du vælger billån og køber bil.
30.000-50.000 km om året = Løbetid på 2-4 år ved et billån uden udbetaling
15.000-25.000 km om året = Løbetid på 5-7 år ved et billån uden udbetaling
Har du mulighed for at købe med udbetaling? Overvej følgende:
30.000-50.000 km om året = Løbetid på 3-4 år ved et billån med udbetaling
15.000-25.000 km om året = Løbetid på 6-7 år ved et billån med udbetaling
Husk, at det er generelle retningslinjer, og at du altid bør overveje din personlige, økonomiske situation og dit kørselsbehov.
En anden ting, du skal have for øje, når du køber en bil, er, at den mister værdi over tid. Køber du en ny bil, mister den i gennemsnit omkring 20% af sin værdi det første år. De efterfølgende 4-5 år er det heller ikke unormalt, hvis bilens værdi bliver halveret. For at undgå det kan du overveje at købe en nyere brugt bil. På den måde vil der allerede være en stor afskrivning på bilen, og den vil være billigere for dig at købe.
Værdien har kæmpe indflydelse på din løbetid. Ønsker du at sælge din bil, eller indfri billånet efter et par år, kan du nemlig ende i en situation, hvor din bil er mindre værd, end det du har betalt for billånet. Skulle det ske, skal du betale penge fra egen lomme for at indfri billånet.
Vær opmærksom på bilens værditab, før du optager et billån
Hvad er et godt billån?
Et godt billån hænger unægteligt sammen med en lav ÅOP. Derfor er det også mere interessant at spørge, hvordan du finder frem til sådan en.
Første del af svaret er, at du bør bruge lige så lang tid på lånet, som du bruger på at finde bilen. De fleste bilkøbere sammenligner både bilens pris, bilens interiør, ekstraudstyr, og hvor i landet bilen befinder sig (hvis den er brugt).
Første skridt mod et billigere og bedre billån er at sammenligne.
Du finder den lave ÅOP ved at sammenligne flere lån med samme løbetid og lånebeløb. Først når du har fundet en god håndfuld billån, der alle har samme løbetid og beløb, er det tid til at sammenligne renten. Her skal du ikke lade dig friste af den billigste, men i stedet slå blikket fast på ÅOP’en. Hvis du ender i en situation, hvor du har to billån med lige lav ÅOP, må du snige blikket over på renten.
Skal jeg lægge et budget til et billån?
Det er ikke en lille investering at købe en bil. Tværtimod. Er du førstegangskøber, bør du derfor være klar over, at dine biludgifter strækker sig længere end blot udbetaling til billån og bil. For medmindre du køber en udstillingsbil, kræver bilen også brændstof, og skal du køre i den, skal den også forsikres. En bil er, ligesom andre større investeringer, noget, vi spytter penge i konstant. Et budget kan derfor være med til at give dig ro i maven og et bedre overskud over din økonomi fra måned til måned.
Overholder du dit budget, sikrer du, at din økonomi fortsætter med at være stabil og upåvirket af, at du har fået en ekstra udgift.
Første spadestik til et godt budget er at finde ud af, hvor meget plads der egentlig er til de forskellige udgifter, en bil medfører. Når først du har styr på det, kan du nemlig begynde at overveje, hvor meget du har råd til at betale i månedlige ydelser som tilbagebetaling af lån og en passende bilforsikring. Når du har afsat de to vigtigste poster, kan du regne ud, hvad du har at gøre med til brændstof hver måned.
Hvordan finansierer jeg et billån?
Der er to måder at optage et billån på: billån med udbetaling og billån uden udbetaling.
Billån med udbetaling kræver, at du medfinansierer købet af bilen ved at betale fx 20% af bilens pris, hvor billånet dækker de resterende 80%. Det er ofte den type billån, du finder hos bilforhandlere. Årsagen til, at de bruger den type billån, er, at det giver dem en større sikkerhed i, at du som låntager har penge på kontoen til at kunne betale billånet tilbage. Billån med udbetaling giver dig i nogle tilfælde en lavere rente på lånet. Det er derfor op til dig at beslutte, hvilket billån der bedst kan betale sig for dig.
Billån uden udbetaling er en låntype, hvor hele bilen bliver finansieret med et billån. Fabriksnye biler er oftest lettest at få finansiering til uden udbetaling, men det er en mulighed, du altid skal være opmærksom på – uanset om du køber ny eller brugt.
Et billån uden udbetaling er til dig, der ikke har mulighed for at lægge penge i finansieringen. Det betyder, at du stadig har mulighed for at købe en bil, selvom du ikke har en opsparing til det. Ved et billån uden udbetaling kan du forvente følgende omkostninger:
Månedlig ydelse
Årlige omkostninger (ÅOP)
Etableringsomkostninger
Administrationsomkostninger
Det er derfor en del af din forberedelse til at finde det rette billån, at du finder ud af, om du vil tage lånet med eller uden udbetaling.
Moneezy's eksperter anbefaler
Hos Moneezy har vi vores låneeksperter in-house, der har flere års erfaring med at rådgive danskere om det online lånemarked. Vi ser det som vores vigtigste opgave, at du føler dig godt klædt på til at træffe en lånebeslutning, du kan overskue under hele løbetiden. Derfor får du her vores sidste gode råd, inden du kan give dig i kast med næste step i processen:
Inden du ansøger om et billån, skal du have en klar forståelse af din økonomi.
Overvej bilens værdi, og husk, at den falder over tid.
Sammenlign både de online låneudbydere, traditionelle banker og forhandlerfinansiering for at finde det bedste lån til dig.
Line Kristensen studerer en bachelor i International virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet. På Moneezy skriver hun altid med den almene dansker for øje, hvor hun især fokuserer på at forklare nøglebegreberne, man skal kende til, inden man træder ind på lånemarkedet.
Emil bruger sin ekspertise til at gøre en forskel i den finansielle sektor. Han er uddannet på Syddansk Universitet og har været General Manager hos Intelligent Banker siden 2013, hvor han har hjulpet mere end 500.000 brugere fra hele verden med deres finansielle behov.