Indholdsfortegnelse
Ligesom mange andre spørgsmål omkring økonomi og lån, så er det svært at sige præcis hvor meget du må låne, da det afhænger af en håndfuld omstændigheder.
Vi har derfor lavet en oversigt over nogle af de vigtigste pointer, når du skal vurdere hvor meget du kan låne. Afsluttende giver vi dig også et par guldkorn du kan tage med til senere, så du kan øge dine chancer for et større lån.
Trods den øgede fokus på forbrugeren, så er alle lån i sin enkelthed et kompromis mellem låner og udbyder. Begge parter forsøger at få den bedste aftale igennem, og stiller derfor en række krav til modparten, så de kan sikre sig at de har dækket deres bundlinje.
Låneren kan forsøge at efterleve det fremstillede budget, allerede før lånet er taget, eller have etableret et systematisk og gennemført opsparingssystem over det seneste årti. På den måde bliver de anset som værende troværdige og stabile, hvilket er eftertragtet for alle udbydere, der derfor sænker deres renter for at gøre aftalen mere eftertragtet.
Banken kan sætte renten på en sådan vis, at selv hvis de ikke formår at få pengene tilbage, så kan de stadig få dækket de største udgifter ved lånet. Står de modsat overfor en stabil låner, kan de sænke renten som et marketingtrick, så de kan sikre sig låneren hos dem, fremfor deres konkurrenter.
Som du kan se fra boksen herover, så er udbyderen ude efter en låner der er stabil og pålidelig - det kan du udnytte til din fordel. Når vi taler om at forøge beløbet der kan lånes, er det oftest i forbindelse med boliglån, der er lånetypen med de højeste beløb. Det betyder altså at vi kigger på langvarige lån din kommende bolig.
Risikovurdering
Betegnelsen risikovurdering spiller en kæmpe rolle, uanset lånets størrelse, løbetid eller rente. Ligesom det amerikanske concept om "Credit Scores", så kan noget lignende bruges i Danmark. Din vurdering laves ud fra en liste af omstændigheder, f.eks. historie med penge, regninger der blev betalt for sent, indestående formue, opsparinger, pension, og meget andet. De giver alle en samlet vurdering af dig som låner, som udbyderne nu kan tage udgangspunkt i. Jo højere en score, jo bedre en låner.
Lad os tage et eksempel:
To lånere forsøger at finde et boliglån på 3.000.000 kroner til deres nybagte familie. I begge tilfælde vil boligen være stillet til sikkerhed for lånet.
Som hovedregel kan man låne 3,5 gange ens årlige indkomst, plus det beløb der er sparet op ved siden af.
Låner 1's husstand har en årlig indkomst på 800.000 før skat, da begge parter er godt stillede i deres nuværende job. Trods den høje indtægt, har de dog ikke nogen særlig opsparing at vise frem. De bruger årligt deres penge på luxuriøse rejser og de nyeste biler. De har begge en historie med en håndfuld sene regninger, og et enkelt kviklån, der blev betalt en anelse senere end aftalt, hvilket betød en høj renteomkostning i sidste ende.
Lånebeløb ifølge tommelfingerregel: 2.400.000 kroner.
Låner 2's husstand tjener årligt 450.000 før skat, da de er lidt yngre og endnu ikke har den samme anciennitet som det låner 1. De har dog formået at spare 350.000 kroner sammen over de sidste 8 år, hvor de har efterlevet et stabilt budget, der har givet plads til alt det nødvendige i deres liv. Deres betalinghistorie har en enkelt elregning der blev betalt et par dage for sent, samt en rest af et SU-lån fra uddannelsen, der er betalt af i slutningen af året.
Lånebeløb ifølge tommelfingerregel: 1.700.000 kroner.
Det er nu op til banken at vurdere, hvorvidt de vil udstede lånet eller ej.
På trods af den store forskel i deres indkomst, vil banken være mere tilbøjelig til at tilbyde låner 2 en bedre rente og en række fordele. De er pålidelige og strukturerede, og har efterlevet et budget i mange år, hvilket er guld værd for banken.
Låner 1 vil skulle lægge en masse vaner om, samt ændre deres tilgang til penge, hvis de skal tage et lån. På trods af at den store indtægt vil gøre lånet langt mere overskueligt, så er deres tilgang til penge en stor forhindring.
Dette er selvfølelig et tænkt eksempel, men det illustrerer hvordan det ikke altid er dem der tjener mest, der kan få de højeste lån. Dog skal det nævnes at udbyderen i eksemplet godt kunne finde på at udstede et lån til låner 1, men det ville være med en betydeligt højere rente ift. låner 2's tilbud. Ved boliglån kan en procentændring over 15-20 år betyde en ændring på flere 100.000 kroner i sidste ende, så det kan spille en afgørende rolle for lånets samlede renteomkostninger.
Hurtige lån
I det tidligere eksempel havde udbyderen et indblik i begge låneres pengevaner, opsparinger, betalingshistorie og meget andet. Kort sagt havde udbyderen et udtryk af låneres personlighed.
Kigger vi dog på et hurtigt lån, som f.eks. et kviklån til en pludselig udgift, så kan det være langt færre omstændigheder der træder i kraft. Her vil være det være den mængde informationer der findes gennem dit MitID, eller i det offentliges databaser. Det giver et indblik i årlig indkomst, om det er en dansk konto, samt hvorvidt låneren er registreret i RKI (Ribers Kredit Information for dårlige betalere) eller ej. Men ikke meget mere end det.
Grundet den nødvendige hastighed der er krævet ved et kviklån, skal der ikke gå mange timer før lånet skal være accepteret og udbetalt. Derfor tvinges udbyderen til at tage en hurtig beslutning, ud fra de få informationer de har. Det kan virke som et stort sats for udbyderen, og det er det også! Det er dog vigtigt at pointere at beløbet med et minilån er mellem 1.000 og 20.000 kroner, så det er slet ikke sammenligneligt med boliglånet - men det er stadig en beslutning der skal tages på baggrund af meget få informationer.
For at sikre sig mod manglende tilbagebetalinger, vælger udbyderne at hæve renten betydeligt, så de kan sikre sig at få dækket de fleste af deres udgifter ved lånet, selv hvis lånet ender med ikke at blive betalt tilbage. Samtidigt kan de også roligt udstede lån med en kort frist, da de er kommet risikovurderingen i møde gennem den høje rente.
Vores bedste råd til højere lån
Med lidt mere information om udbyderens overvejelser og bedømmelseskriterier på plads, kan vi nu kigge på 5 ting du kan gøre som fremtidig låner, for at sikre dig de bedste lånemuligheder.
Få et overblik og opstil et budget
Det bør ikke komme som nogen overraskelse at alle gode lån starter med et godt forarbejde. Har du ikke allerede et overblik over dine faste indtægter og udgifter, så er det dit første skridt.
Når du har det på plads, så kan du finde frem til dit månedlige rådighedsbeløb, der kommer til at være afgørende for dit fremtidige lån. Det betegner nemlig den mængde penge du har til overs, når alle andre udgifter er betalt, og derved hvor mange penge du kan bruge på at afbetale et lån.
Med disse informationer kan du opstille dit første budget. Giv dig selv lidt plads til at fejle, så du kan ændre det efterhånden som tiden går. Havde du glemt en udgift, eller var din indkomst ikke helt så stabil som du ellers troede? Ændr løs i budgettet indtil det passer til din nuværende livssituation.
Med et personligt og præcist budget i tasken, får udbyderen et indtryk af system og orden i din økonomi, hvilket kan øge dine chancer for et højere lånebeløb.
Investér dine penge
Selvom det kan virke skræmmende at investere sine hårdt tjente penge, så er der nogle muligheder der er langt mere overskuelige end andre.
Aktieportefølger igennem din bank, oftest opstillede efter risikovurderingerne lav, mellem og høj, består af en kombination af aktier og obligationer i virksomheder eller i det offentlige. Modsat dit afkast på opsparingskontoer, kan afkastet på portefølger være betydeligt højere (afhængig af risikograden), og kan derfor være en god mulighed for at forøge din formue passivt.
Er du en haj til aktier, kan du selv forsøge dig med investeringsportefølger, men det er på eget ansvar.
Investering i boligen er en mere håndgribeligt investeringsmulighed. Gennem energiforbedringer, udbygninger eller renoveringer af din nuværende bolig, kan du øge værdien af din bolig, mens du samtidig kan nyde godt af forbedringerne i din tid i boligen.
Dette er selvfølelig mest henvendt til andengangskøbere, der allerede har en bolig, hvad enten det er hus eller lejlighed.
Overhold dine betalinger, allerede fra første elregning
Fra momentet du flytter hjemmefra, er det en god idé at få styr på alt der hedder regninger. Det kan være alt fra tidspunkterne til beløbet, men også hvilket konto de trækkes på. Udover at give dig ro i maven, så udtrykker det også at du har været god til at håndtere din økonomi, allerede fra starten af.
Opsæt faste betalinger og lav et system i din økonomi
I forlængelse af det ovenstående råd, så kan det hjælpe gevaldigt på systemet, hvis du opstiller en masse faste betalinger. Uanset hvilket betaling du har, om det er forsikring eller Netflix, så er det vigtigt at have et overblik over hvor den trækkes fra, og hvor hyppigt det sker.
Et godt trick er at lave en konto til faste overførsler, samt en opsparingskonto, udover din lønkonto. På den måde kan du overføre alle de nødvendige penge til månedens faste udgifter, så snart lønnen tikker ind.
Betaler du kun din forsikring hvert halvår? Og din elregning hvert kvartal? Sørg for at dele dine betalinger i deres månedlige beløb, så du hver måned overfører et beløb til en fremtidig betaling. På den måde kan du sikre dig at der ikke kommer nogle uventede regninger.
Hvis det hele spiller, så kan du ved månedens start have alle månedes udgifter dækket på én konto, et opsparingsbeløb sendt til opsparingkontoen, og til sidst have de resterende penge på din lønkonto.
Efterlev et fremtidigt budget
Har du efterlevet de fleste af de ovenstående punkter, så kan det sidste trick være at efterleve et budget, der stemmer overens med det lån du ansøger om. Hvis du kan efterleve budgettet i 3-6 måneder, uden de store udfordringer, så kan du overbevise udbyderen om at du er klar til at ansøge om lånet.
Følger du vores råd, vil du uden tvivl være bedre stillet, når det er dig der står og skal ansøge om et boliglån.
Simon Hedeboe Mikkelsen studerer en kandidat i International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet. Han har været investeret i al ting økonomi i 6 år, og har igennem det sidste år fokuseret på at skabe content for Moneezy. Han specialiserer sig i at nedbryde komplicerede finansielle fagbegreber, enten skriftligt eller visuelt, og gøre det spiseligt og forståeligt for den gængse dansker.