Indholdsfortegnelse
Husholdninger i Danmark bruger i gennemsnit omkring 12% af deres udgifter på mad og drikke. Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik brugte en gennemsnitlig familie på fire personer 6.780 kr. om måneden på mad og takeaway i 2022.
I Danmark bruger vi mange penge på mad.
Men det behøver ikke at være en ligeså stor udgift, som mange tror. Med den rette strategi og planlægning kan du spare flere hundrede kroner om måneden.
Nu er det tid til at bryde gamle vaner og begynde at spare penge – uden at gå på kompromis med hverken smag eller bekvemmelighed!
1. Køb efter sæson
Køb frugt og grøntsager, der er i sæson. Sammenlign fx prisen på blåbær om sommeren og vinteren – du vil få et chok! Kort sagt; det er billigere at købe frugt og grønt, når de er i sæson. Når udbuddet af råvarer stiger, falder prisen.
Eksempelvis er kål, løg og rosenkål billigst om vinteren. Om sommeren er abrikoser, pærer og meloner billigst.
2. Spring fastfood over (eller gem det til særlige lejligheder)
At lave mad selv er billigere end at købe færdigretter. At købe pastasovs, pølser, kartoffelmospulver og færdige sovse er nemt, men slet ikke økonomisk smart. Ved at lave sovse, supper, kartoffelmos og gryderetter med egne ingredienser kan du spare mange penge pr. måltid.
Hvis du ikke kan lide at lave mad, anbefaler vi gryderetter og supper. Der findes tusindvis af gode og sunde opskrifter, hvor du stort set bare smider ingredienserne i gryden og lader det koge. Super nemt og billigt!
Selv hvis du er studerende med et stramt budget, behøver du ikke leve af nudler og bønner. Der findes masser af opskrifter, der både er billige, sunde og nemme at lave.
Gør din pengepung en tjeneste og begynd at lave mad selv.
3. Undgå madspild
Ifølge Landbrug & Fødevarer smider hver husstand i Danmark omkring 47 kg. mad væk om året pr. person. Ergo, vi smider alt for meget mad væk. Og det er ikke kun dårligt for miljøet, men også katastrofalt for pengepungen.
Et madspild på 15 kilo svarer til mellem 30 og 35 måltider.
For at undgå madspild kan du begynde at fryse mere mad ned, gemme rester og tage madpakker med på arbejde.
4. Udnyt rabatter og tilbud
Netto, Rema1000 og Lidl har altid rabat på forskellige varer og segmenter – benyt dig af dem. At spare 10 kr. på et stykke kød kan virke ubetydeligt, men hvis du regelmæssigt holder øje med gode rabatter, kan det samlede beløb, du sparer hvert år, blive ret stort.
Godt råd: Smid ikke reklameaviserne væk – nogle gange kan du gøre rigtig gode fund!
5. Lav et budget
At lave et budget er alfa og omega, når det kommer til alt, hvad der har med penge at gøre.
For at kunne spare penge og optimere din økonomi er det vigtigt at have styr på, hvor meget – og især hvor du bruger dine penge.
Vi anbefaler, at du starter med at regne ud, hvor meget du bruger på fødevarer. Du bruger sandsynligvis mere, end du tror. Lav derefter et madbudget, som du følger til punkt og prikke.
Her kan du læse om, hvordan du laver et budget som en professionel.
6. Undgå impulskøb – lav en indkøbsliste
Du står ved kassen i supermarkedet. Der er lang kø. Maven rumler. Du keder dig. Til højre for kassen er der is, sodavand og tyggegummi. Til venstre for kassen er der chokolade, slik og chips. Tiden går. Du venter stadig. Maven skriger efter mad.
Kender du situationen?
Det er næsten umuligt ikke at lægge en Snickers eller Marabou i kurven. Men disse produkter er strategisk placeret for at lokke dig til impulskøb. Smart, ik? Men ikke særlig venligt over for os almindelige menensker. For impulskøb resulterer ofte i en slankere pengepung og dårlig samvittighed.
Derfor bør du undgå at:
Handle, når du er sulten
Handle, når du er for tørstig (du kan fx tage en vanddunk med under armen)
Handle uden en indkøbsliste
7. Vælg billige mærker
Supermarkedernes egne mærker er ofte meget billigere end andre mærker. Det gælder især, når du køber basisvarer som ris eller pasta.
I mange tilfælde er der ingen fejl eller forskelle på billigere mærker sammenlignet med premium-mærker, og de færreste af os kan reelt smage forskel. I de fleste tilfælde er der derfor ingen grund til at vælge et dyrere mærke. Ofte baserer vi det valg på, at vi tror, det er bedre, bare fordi prisen er højere.
8. Handle i store supermarkeder
Store supermarkeder har som regel lavere priser end små butikker. Selv om de tilhører samme kæde, kan produkterne være billigere i den større butik. Det skyldes primært, at de større butikker køber større mængder produkter, hvilket giver dem en bedre indkøbspris og dermed mulighed for at sætte lavere priser.
Det er let at løbe ned til kiosken på hjørnet for at købe mælk og brød i stedet for at gå til det store supermarked lidt længere væk. Bekvemt, men ikke økonomisk. Gå i stedet til de større supermarkeder, især når du skal handle stort ind. Din pengepung vil takke dig!
9. Frys alt, hvad der kan fryses
Brød, grøntsager, kød og sovs – der er få ting, der ikke kan fryses.
Frosne råvarer holder meget længere end dem, der opbevares i køleskabet. For eksempel kan hakket kød holde i 2-3 måneder, og grøntsager i op til 12 måneder. Hvor mange dage holder de samme råvarer i køleskabet, før de skal smides ud? Ikke mange.
Planlæg dine måltider og frys så meget som muligt, så du undgår madspild.
10. Lav en madplan
For at binde det hele sammen er det sidste tip at lave en madplan for hele ugen. Hvis dette tip lyder bekendt, er det måske, fordi du har læst vores artikel om, hvordan du kan spare penge i hverdagen. Det er en utrolig effektiv måde at reducere madudgifterne på.
Ved at lave en madplan for ugen ved du:
Præcis, hvad der skal købes
Cirka hvor meget ugens madvarer vil koste
Hvad der skal ind og ud af fryseren
Med en madplan kan du lettere følge dit madbudget, og din indkøbsliste skriver næsten sig selv. Alt bliver meget nemmere, når der er en plan, og du ved, hvad der skal gøres og købes. Det reducerer også risikoen for impulskøb og madspild.
God fornøjelse med at gøre disse 10 tips til en del af din hverdag!
Emil bruger sin ekspertise til at gøre en forskel i den finansielle sektor. Han er uddannet på Syddansk Universitet og har været General Manager hos Intelligent Banker siden 2013, hvor han har hjulpet mere end 500.000 brugere fra hele verden med deres finansielle behov.