Indholdsfortegnelse
- SU-lån - En god hjælp under studiet
- Hvad er SU-lån?
- Hvem kan få SU-lån?
- Hvor meget får man i SU-lån?
- Hvad er renten på SU-lån?
- Hvor meget skylder jeg i SU-lån?
- Hvor lang tid går der, før man får udbetalt sit SU-lån?
- Hvornår på måneden bliver SU-lån udbetalt?
- Hvornår skal man betale SU-lån tilbage?
- Hvor mange studerende tager SU-lån?
SU-lån - En god hjælp under studiet
Studietiden er den tid, tidligere studerende siger, du skal nyde, og den tid alle andre siger, du skal igennem hurtigst muligt. Uanset hvordan du ser studietiden, er det en stor del af det at være ung i dagens Danmark. Men at du er studerende skal ikke holde dig fra at nyde en kaffe latté på den lokale cafe, eller at tage ud af spise dit favorit-måltid med vennerne. Så hvordan finder du balancen? For det er heller ikke sjovt at have mærkatet: studiegæld i panden resten af ungdommen, vel?
I dag er der mange unge, der optager et såkaldt SU-lån. Men hvad vil det egentlig sige at optage sådan et? Det gennemgår vi nu til punkt og prikke, så du slet ikke er i tvivl om de 5 hv-spørgsmål: hvad, hvem, hvorfor, hvordan og hvornår.
Hvad er SU-lån?
SU-lånet er et af de mest populære lån i Danmark. Det ligger i ordet, at dette lån er tiltænkt studerende, der går på SU-berettigede uddannelser. I dag bruger mange unge et SU-lån som en supplerende indkomst til at komme igennem deres studietid. For selvom mange unge har et job ved siden af deres SU, går mange nye studerende ind i en tid, hvor de også gerne vil flytte hjemmefra, og de vil bestemt heller ikke gå glip af det sociale, selvom de kommer på SU. Her træder SU-lånet ind. Unge mennesker bruger især et SU-lån til indbetaling af en lejlighed, til studiebøger etc.
Grunden til, at der er blevet opfundet et SU-lån, er, at mange låneudbydere har krav til deres lån, som unge studerende ikke lever helt op til. Det kan både være alder og indtjening, der spiller en rolle, og derfor er der skabt et SU-lån. Når det er sagt, minder et SU-lån på mange måder om et ’’almindeligt’’ lån. Det betyder, at du stadig skal overveje, hvorvidt SU-lånet er nødvendigt – for lånet skal stadig betales tilbage. En studiegæld er nemlig hverken sjovere at have eller nemmere at komme af med, end en almindelig gæld.
Et SU-lån er dog en god mulighed for mange unge mennesker. Især unge i storbyen, hvor det kan være svært at få de økonomiske ender til at hænge sammen, får glæde af et SU-lån. Men uanset om du studerer i storbyen eller ude i provinsen, kan et SU-lån være det helt rigtige for dig; hvis du har behov for et økonomisk skub, og du forventer at kunne betale pengene tilbage på længere sigt og ikke ende med en længerevarende studiegæld.
Hvem kan få SU-lån?
Ligesom alle andre lån stiller SU-lån også krav til ansøgere. Foruden kravet om, at du skal modtage SU, er der nemlig andre krav, der stilles til dig, når du ansøger om et SU-lån. For at modtage SU skal du være 18 år, hvilket derfor også er alderskravet til et SU-lån.
Et SU-lån er dog skruet sammen på den måde, at hvis du tager orlov fra dit studie, eller du er afmeldt SU i en periode, kan du ikke blive godkendt til et SU-lån i denne periode. SU-lånet er nemlig ment som et supplement til dig som studerende, så du kan koncentrere dig om studieaktiviteter uden at skulle bekymre dig om at mangle penge til bøger – eller endnu vigtigere, til mad.
SU-lånet er studievenligt i den forstand, at det er et alternativ til de dyrere forbrugslån, hvor renterne ofte er skyhøje. På den måde vil din studiegæld ikke overvælde dig, når du engang er færdig.
Hvor meget får man i SU-lån?
Overordnet set skelnes der mellem 4 SU-lån: det almindelige SU-lån, supplerende SU-lån til forsørgere, Slutlån og Udlandsstudielån.
Det almindelige SU-lån er til alle, der modtager SU. Med dette SU-lån afgør du selv, hvilke måneder du vil have lånet udbetalt i, og hvor meget du vil have udbetalt hver måned. I 2020 er satsen således, at du maksimalt kan få udbetalt 3.194 kr. om måneden med det almindelige SU-lån.
Er du forsørger, har du mulighed for at tage et supplerende SU-lån ved siden af dit almindelige SU-lån. Ligesom det almindelige SU-lån er der også en fast sats på dette hvert år, og i 2020 kan man som forsørger i alt låne 4.792 kr. om måneden (3.194 kr. i det almindelige SU-lån + 1.598 som supplerende forsørger). Vælger du denne form for SU-lån, kan du dog også nøjes med at tage det supplerede lån, dvs. de 1.598 kr. om måneden.
Det er også muligt at optage et Slutlån. Slutlånet er til dig, der går på en videregående uddannelse, men ikke har mere SU tilbage. Slutlånet kan derfor optages inden for de sidste 12 eller 24 måneder, du har tilbage af din uddannelse. Her kan du få udbetalt 8.241 kr. om måneden.
Sidst, men ikke mindst, findes der Udlandsstudielånet. Skal du læse i udlandet og f.eks. betale en større egenbetaling end dit udlandsstipendium dækker, er dette en god mulighed. Her kan du maksimalt låne 108.546 kr. til hele uddannelsen i udlandet.
De fleste kan nøjes med et almindeligt SU-lån, men der er løsninger for enhver, når det kommer til SU-lån – studerende findes jo heldigvis i mange udgaver, og derfor skal SU-lånet også tilgodese nogle af de udfordringer, studerende kan møde i dag.
Hvad er renten på SU-lån?
Renten på SU-lån er reguleret af 2 forskellige renter. I denne situation afspejler renten nemlig i sidste ende, hvordan din økonomiske situation ser ud – er du stadig studerende eller færdiguddannet? Den ene rente er gældende i den tid, du studerer. Når du har afsluttet din uddannelse, vil en ny rente træde i kraft. Der løber renter på dit SU-lån både under og efter dit studie. Mens du er studieaktiv, vil renten ligge på 4%, mens renten, du betaler efter, du har afsluttet din uddannelse, kan svinge fra 0-1%, hvilket fastsættes af finansloven det respektive år.
Ligesom med alle andre lån er det vigtigt, du betaler af på dit SU-lån. Overholder du ikke dette, kan der komme højere renter på lånet, hvor du kan opleve, at renten kan blive sat op til 8,05%. Hvis det ikke var nok, vil der også komme krav om betaling af rykkergebyrer og opsigelsesgebyrer – kort fortalt, nogle udgifter du som studerende kan få mareridt om, i takt med at studiegælden begynder at hjemsøge dig.
Selvom du optager et SU-lån, har du stadig en økonomi som en studerende. Det betyder, at det er vigtigt, du overholder dine aftaler med låneudbyderen, så du ikke ender i en situation, hvor du får ekstra udgifter, du ikke kan betale.
Undgå at få lang næse – og faktisk giver det en helt særlig tilfredsstillelse at betale pengene tilbage!
Hvor meget skylder jeg i SU-lån?
Uanset hvilket lån du vælger at søge om, vil der være nogle omkostninger, du ikke kan komme uden om. Derfor er det altid klogt, at du tjekker op på disse, inden du sender din ansøgning. Prisen for et SU-lån vil være individuelt. Det vil afhænge af størrelsen på lånet samt længden på din løbetid – der er naturligvis forskel på, om du får udbetalt SU-lån i 4 eller 14 måneder. Logisk nok vil det billigste SU-lån derfor være det, der har det laveste lånebeløb samt den korteste løbetid – altså den tid dit lån strækker sig over.
En måde at udregne hvad dit SU-lån vil koste gennem studietiden, er ved at lægge 4% renters rente oveni lånebeløbet. Dernæst skal du lægge renterne på for den periode, der følger, når du har afsluttet din uddannelse.
Et godt råd er at undersøge endnu dybere, hvad det vil koste dig, så du ved, at du har råd til lånet. På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan du danne dig et overblik over de aktuelle satser og se, hvad dit SU-lån vil koste afhængigt af længden på afdragsperioden.
Hvor lang tid går der, før man får udbetalt sit SU-lån?
Når du har ansøgt om et SU-lån, går der 1-2 uger, hvor du vil modtage en besked i e-boks med din låneplan. Når du har godkendt og skrevet under på låneplanen, vil der igen gå 1-2 uger, før pengene er på din konto.
Dine låneplan er kernen i dit SU-lån. Du vil blive tildelt et fast lånebeløb hver måned, og i din låneplan kan du vælge, om du vil have udbetalt det maksimale beløb. Vælger du f.eks. et lavere beløb i en eller flere måneder i løbet af dit studieår, kan du få resten udbetalt senere samme år. Det betyder, at hvis du f.eks. ikke har valgt at få udbetalt lånet i januar, februar og marts, kan du få beløbene til disse måneder udbetalt i april – sammen med det beløb, der hører til april måned.
Du kan dog ikke få fremtidige lån udbetalt på forhånd – altså må du i april måned ikke tage forskud på løjerne for maj, juni og juli.
Hvornår på måneden bliver SU-lån udbetalt?
Når du har accepteret din låneplan, vil der gå op til 14 dage, før dine penge vil blive udbetalt. Pengene vil blive udbetalt til din Nemkonto den sidste bankdag i måneden før den måned, du har optaget lånet til.
Du har dog også mulighed for at få dit SU-lån udbetalt i løbet ad måneden. Dette skal du selv rette i din tilsendte låneplan.
Hvornår skal man betale SU-lån tilbage?
SU-lånet er tiltænkt den studerendes økonomi, hvilket også betyder, at det ikke ville give mening, at den studerende igennem sin studietid skal betale SU-lånet tilbage og bekymre sig over sin studiegæld allerede under studiet. Afdraget på dit SU-lån begynder først, når du står med beviset i hånden og har gjort din uddannelse færdig. Tilbagebetalingen starter d. 1. januar et år efter, du bliver færdig.
F.eks.: Står du med armene i vejret og jubler over endt uddannelse i juni måned 2020, vil tilbagebetalingen begynde 1. januar 2022.
Når det er tid til at betale tilbage, vil du automatisk få besked om det. SU-lånet betales tilbage gennem en periode på mellem 7 og 15 år. Det vil typisk være størrelsen på dit SU-lån samt antallet af lån, der er med til at fastsætte, hvor lang din afbetalingsperiode skal være, samt størrelsen på dine månedlige afdrag.
Hvis du henvender dig til udbetaling Danmark, før afbetalingen begynder, har du dog mulighed for at lave en personlig aftale, hvis din økonomi kan tåle, at du begynder tilbagebetalingen før planlagt.
Hvis du i mellemtiden starter på en ny SU-godkendt uddannelse, mens du afdrager, kan du få udbetalingen udsat. Her vil renten fortsat være på 4%, indtil den nye uddannelse er færdig.
Hvor mange studerende tager SU-lån?
Uddannelses- og Forskningsministeriet har udarbejdet en statistik over SU, der viser, at i 2018 modtog 489.600 studerende SU. Ud af dem optog 140.100 et SU-lån. Det vil sige, 29% af SU-modtagere i Danmark optager et SU-lån ved siden af. Herunder optog 31.800 et SU-lån med forsørgertillæg.
Tallene viser, at det er meget almindeligt at optage et SU-lån, når man er under uddannelse i Danmark. Helt konkret skal du se SU-lånet som en ekstra hjælpende hånd. Hvis et SU-lån kan medvirke til, at du kan fokusere på at færdiggøre dit studie uden at økonomien sætter en barrikade op, så er det med garanti værd at overveje.
Ud fra tallene vil du jo helt sikkert ikke være den eneste med et SU-lån!
Simon Hedeboe Mikkelsen studerer en kandidat i International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet. Han har været investeret i al ting økonomi i 6 år, og har igennem det sidste år fokuseret på at skabe content for Moneezy. Han specialiserer sig i at nedbryde komplicerede finansielle fagbegreber, enten skriftligt eller visuelt, og gøre det spiseligt og forståeligt for den gængse dansker.